Udveksling med italiensk skole
Igen i år får vi besøg af 23 unge italienere - 13 piger og 10 drenge. De er 16 år, kommer fra Bologna og ankommer til Kibæk fredag den 11 marts og rejser igen fredag den 18. Marts.
I den uge de er her, skal de bo hos elever og forældre fra 9. og 10. klasse, og i den forbindelse er der grund til at rette en hjertelig tak til elever og forældre, der på denne måde bidrager til at give de italienske gæster en lære- og oplevelsesrig uge.
Formålet med denne udveksling kan meget enkelt beskrives som: "Fra menneske til menneske". De bor hos os, vi laver deres program, og er sammen med hinanden i hjem, skole og fritid. Det samme gør sig gældende for os, når vi skal til Italien den 9. - 16. April.
I skoletiden skal italienerne bl.a. følge undervisningen på Kibæk Skole, de skal på Vestas vindmøllefabrik, der lige har leveret en større ordre til Italien, besøge præsten og Assing Kirke, besøge rådhuset og hilse på borgmesteren.Allerede nu forlyder det, at forældre er ved at arrangere en fælles udflugtstur til Vesterhavet i fritiden.
Vi glæder os meget til denne uge. Det er altid forfriskende at bryde dagligdagen med et frisk pust fra den store verden.[Tekst: Jørgen Møller]