Dimissionsfest 15-06-2004
Tirsdag 15-06 dimitterede 13 elever fra 9. klasse og 11 elever fra 10. klasse. Aftenens program var traditionen tro sammensat af fællessange, taler og optræden ved skolekor og musikvalghold.
***
Dimissionstale
Kære unge mennesker!
Denne tale skal ikke handle om fodbold og dog!
I skrivende stund kender jeg ikke resultatet af kampen mod Italien.
Skal jeg sætte mig til at skrive indledningen om afhængig af resultatet. Nææ, for det er ikke resultatet jeg vil sige noget om, men spillerne og optakten til kampen i sidste uge.
En kendt dansk spiller bliver midt under optakten til en vigtig slutrunde konfronteret med en stor familiemæssig krise, hvor han skal træffe nogle store individuelle beslutninger og valg.
Fodbold eller familie?
Den resterende spillertrup skal også træffe nogle valg og beslutninger. Hvordan tackler vi en situation, hvor vi ikke ved om Jesper kommer med mod Italien?
Hvordan bakker vi ham op i hans beslutninger?
Og hvad kommer alt dette Jer ved der sidder her i dag til dimissionsfest på Kibæk Skole?
Eksemplet har mange dimensioner og viser meget klart at valg og store beslutninger har en individuel og en kollektiv side. En egoistisk og en samlende betydning.
Jesper vælger familien på trods af store personlige udfordringer, og landsholdkammeraterne vælger at stå sammen om at bakke ham op og klare opgaven alligevel.
Det er meget et spørgsmål om at vælge og at turde.
I dag står I også overfor nogle valg og beslutninger, der kan få stor betydning for jer resten af livet.
I skal også til at vælge og turde tage store beslutninger om jer selv og andre. I skal også lære, at man kan vælge forkert og indrømme det.
Jeg har tre budskaber til jer, der måske kan hjælpe jer på vej!
I har nu afviklet folkeskolens afgangsprøve og 10. klasseprøven. Det er en vigtig prøve, fordi den markerer afslutningen på én af de vigtigste faser i jeres tilværelse ... og naturligvis begyndelsen på en ny!
Grundskoleuddannelsen lægger "bunden" for meget i jeres tilværelse - jeres identitet bliver præget ... dele af jeres fremtid bliver udstukket.
Det er vigtigt, hvad der sker i jeres skoletid. Men I må ikke lade jer forblænde! - Hvad mener jeg nu med det?
Nogle af jer har haft det godt med kammerater og lærere - andre har ikke. Nogle har fået høje karakterer - andre ikke. Nogle har opnået succes i skolen - andre ikke. Man kan jo let lade sig forblænde ved at tro, at man så også er dygtig, at man altid vil komme godt ud af det med andre mennesker, og at livet vil blive en vandring fra succes til succes.
Man kan også let forblændes til at tro, at man er dum og uduelig, og at resten af livet bliver fiaskoernes triumftog.
Sådan er livet bare ikke!
I vil opleve, at jeres tilværelse bliver en lyksalig blanding af succes og fiasko.
Det er vigtigt for jer alle sammen, at I finder de stærkeste sider hos jer selv ... og bruger dem. I skal tage udfordringer op og prøve jeres personlige livsmuligheder af. Og I har hver og een uanede muligheder.
Lad være med at gå ud af skolen i dag og tro, at det stempel, I nu har fået, sætter jer i bestemte båse, og at I ikke selv kan vælge retning for jeres eget liv. I kan - og I skal! Det være sig med uddannelse og arbejde, og til sin tid, når I skal stifte familie.
Mit første budskab er: Tro på dig selv!
Nogle af jer har eller har haft en kæreste, og I vil alle sammen løbe ind i det før eller siden. (Det er egentlig ikke så overraskende - ingen af os ville jo sidde her, hvis det ikke var sket før!)
Når der er kærester, er der også følelser ... og følelserne er mange: forelskelse, kærlighed, jalousi, savn, mindreværd, storhedsvanvid ... for nu at nævne nogle.
I skal lære dem alle - og de kan ikke læres ved at høre et par gode kærlighedssange eller læse en god bog. Her hedder skolen LIVET ... og der er ingen vej udenom!
I kommer ikke til eksamen i kærlighed efter ni skoleår. Her er der eksamen hver dag - hver time. Det er naturligvis ikke kun kærlighed i forhold til kærester. Det er også kærlighed til mor, far, søster og bror ... og så den kærlighed, vi kalder venskab.
Hvis I en dag skal købe en flot, ny bil, så er det: banken ... låne 200.000 kroner ... betale tilbage over 7 år ... 4.000 om måneden. Det er ikke så galt i starten. Bilen er jo ny, man er stolt ... ligner en millionær, når man kører gennem byen.
Men så går der et år. Nu ligger der franske kartofler mellem sædet og holderen til sikkerhedsselen, og der er gledet vingummier ned bag sæderne. Er man rigtig heldig, er der fastsmeltet tyggegummi i askebægeret.
Så er det, man begynder at tænke over hvor mange timer, man egentlig skal arbejde for at betale for bilen. Man opdager også, at den blev lidt dyrere at vedligeholde, end man regnede med.
Sådan er det ikke med kærlighed!
Man kan ikke gå i banken og låne penge til kærlighed (så er det i hvert fald ikke den kærlighed, jeg taler om!)
Man får kærlighed helt gratis blot ved at give kærlighed. Og det smarte er, at jo mere, man giver, jo mere får man!
Så hvis man kan køre den bil rigtigt - den bil, der hedder "kærlighed i livet" 2,0 GTI XT de Luxe med 12 fremadgående gear, så har man noget, som holder evigt, og som bliver mere og mere værd!
Mit andet budskab er: Pas på kærligheden!
Jeg ved ikke, hvor mange hundreder gange, jeg har læst næsten identiske avisartikler med overskriften
"Fire unge mennesker trafikdræbt mod vejtræ".
Historien er næsten altid, at to unge fyre og to piger har været på diskotek. Den ene unge mand har købt en Ford Escort på afbetaling, og nu skal han rigtig vise pigerne, hvor hurtigt den kan køre. Der er måske øl i bilen, stemningen er høj, speederen i bund. Ud på landevejen i buldermørke, et vejsving, han var ikke så god til at styre bilen, som han selv troede, vejtræet står forkert. Festen er slut!
Min egen datter måtte på denne konto sige farvel til en rigtig god ven siden børnehavetiden.
Det er den hårdeste og sværeste begravelse JEG har været med til.
Om der findes et liv efter døden, skal jeg ikke komme med et bud på. Det må I selv filosofere over.
Men jeg tror i hvert fald på et liv før døden. Og jeg synes, man skal gøre noget ved det!
Det er en mors og fars gave til jer, at I har fået livet, og det forpligter. Man kan ikke tillade sig at ødsle livet bort med ligegyldighed. Hvert sekund tæller - hver dag er den vigtigste. Det handler om at vise respekt for livet.
Det betyder ikke, at man skal gå rundt og se uendelig trist og eftertænksom ud fra morgen til aften.
Tværtimod! Livet er til for at blive nydt - og det skulle da gerne være lidt sjovt.
Efterhånden som I vokser op og modnes, kan I mere og mere selv sætte dagsordenen for jeres eget liv. Brug det til at finde de værdier, som betyder noget for jer. I vil altid opdage, at de værdier har mere dybde og bæredygtighed end det at køre ind i et vejtræ kl. tre om natten.
Mit tredje budskab er derfor: Lev livet helt og fuldt - men gør det varsomt!
Til sidst vil jeg takke jeres lærere for veludført arbejde. Der er lagt mange års hjerteblod i at hjælpe jer igennem bogstaver og tabeller, projekter og temaer. Det endte godt. Lærerne kan være rigtig stolte af arbejdet og I kan være rigtig stolte af jeres lærere som I vil mindes i mange år.
Tak til jer elever, fordi I har været med til at gøre Kibæk Skole til en god skole at være på. Det var hyggeligt, at have nogen af jer på besøg på kontoret, selv om I ikke altid var af samme opfattelse, og en glæde for sjælen at slå en sludder af, når vi mødtes på gangene, og når vi har pjattet lidt med hinanden!
Held og lykke fremover!
Lars Roest
skoleleder